Lille Fatou, nr.2 fra højre 2019, sammen med søskende og en fætter

Lille Fatou, nr.2 fra højre 2019, sammen med søskende og en fætter

Alice 2020

Alice 2020

Mit afrikanske projekt.

I lejligheden ses en masse ting fra Afrika, nærmere bestemt fra Gambia. Mest træskærerarbejder, men også sandmalerier, ligesom jeg har duge og servietter, der er fremstillet i Gambia.

I vinteren 1910-11 blev Nordjylland begravet i sne. Vi var fuldstændig spærret inde på Engbjerg. Dot havde det skidt med, at vi ikke kunne komme ud, og på et tidspunkt sagde hun: vi skal på ferie. Men de traditionelle feriesteder var alle udsolgt, så til sidst bookede vi en rejse til Gambia i 2 uger. Det blev starten på et sandt eventyr for os begge.

Vi faldt for dette dejlige land. Et fantastisk klima og utroligt søde mennesker. Vi boede på et dansk ejet hotel, Lemon Creek i Bijilo. Lige på stranden, gode værelser og en god restaurant.

Vi fandt hurtigt ud af, at Gambia er et meget fattigt land. Vi besøgte skoler og private hjem og kunne konstatere, at de havde intet. Boligerne var meget små dårligt byggede huse. Fire vægge og få udtjente møbler. Ingen køkken, ingen toilet, ingenting. Men folk var glade, smilende og meget gæstfri, og det var bemærkelsesværdigt, at der var ingen tiggeri. Skolerne var som at blive sendt tilbage til det 19. århundrede i London. Ingen bøger, ingen hjælpemidler, undervisningen var terperi af remser. ”Lærerne” var i mange tilfælde ikke uddannede, mest kvinder fra landsbyen, der forsøgte at lære eleverne de mest basale ting, regning og engelsk. Der var stor spredning i alder, og skolen havde mere karakter af opbevaring end undervisning. Vi oplevede flere tilfælde af korporlig afstraffelse. Til Dots stor fortrydelse. Vi fandt senere ud af, at det faktisk er forbudt at slå børnene, men det er særdeles udbredt.

Vi blev enige om at vi gerne ville hjælpe. Vi besluttede, at det, vi kunne gøre, var at støtte nogle børn med uddannelse. Vi havde en af de første dage mødt Barry, der forsøgte at slå sig op som tour-guide (det lykkedes faktisk). Vi bad ham om at finde to kvikke piger (Dot mente det var pigerne, der havde mest brug for hjælp, hvilket jo også var rigtigt), og på den måde mødte vi store og lille Fatou. Store Fatou var 14 år og lille Fatou var 7. Store Fatou forsvandt ud af systemet af familiemæssige årsager, men jeg støtter stadig lille Fatou, som vil være læge, og hun er ikke lille nu. Faktisk støtter jeg endnu en Fatou. Fatou er det mest almindelige pigenavn i Gambia, idet det er almindeligt i de fleste stammer, at den ældste pige hedder Fatou

Vi fik pigerne flyttet til privatskoler, hvor undervisningen trods alt var bedre, uden at være prangende. Gennem de næste år greb dette ”projekt” om sig, og vi har gennem årene støttet ca. 15 børn med uddannelse. Vi ser stadig de fleste af dem og deres familier. En af dem, Alice, blev Dot’s yndling. Vi mødte hende tilfældig på en skole, da hun var 16. Hun blev vores pige. I dag er hun min forlængede arm i Gambia. Hun sørger for at betale skolerne og hjælpe børnene med tøj og sko, skoletasker og lignende.

Alice er kristen, meget religiøs på en meget afrikansk måde. Hun blev uddannet som kok, og arbejdede et stykke tid på Lemon Creek, men hun fik et bedre betalt job som barnepige for en kinesisk familie. Hun er meget glad for børn, og da Hoja, en pige i hendes menighed, blev udstødt fra sin familie, tog Alice hende med hjem. Hun er nu tilbage hos familien, men vi betaler stadig hendes skolegang. Samtidig har Alice taget en nevø til sig. Alice’s kusine døde, mens sønnen var ganske lille. Faderen giftede sig igen, og Paul, som sønnen hedder, blev ”til overs” og bare overladt til noget familie, der faktisk ikke havde råd til at have ham. Også Alice’s far, der er begyndende dement, boede der, så hun var nødt til at finde et andet sted at bo.  Hun har nu to små rum, hvor hun bor sammen med vores "datter", Mariama, på 11 år. Et forladt barn, der kom til Alice sidste år. Faderen er nu i Senegal hos en af Alice's søstre.

I 2018 begyndte vi at arbejde med en ide om at bygge et hus til hele hendes ”familie”. Måske med plads til flere forladte børn, som der er del af i Gambia. Vi fik tilbudt det stykke jord, Alice’s far boede på, for en rimelig pris. Huset, der lå på grunden, styrtede sammen i regntiden, fordi grunden hælder. Desværre døde Dot en uge efter vi havde erhvervet grunden, men i 2021 begyndte vi at bygge. Det går meget langsomt, men efterhånden ligner det da et hus, og Alice planlægger at flytte ind i april.

Vi forsøger at skaffe andre sponsorer til projektet.

Jeg tager stadig til Gambia en eller to gange om året. Jeg bor ikke længere på hotel, men lejer et hus i en landsby. Det giver mere frihed og mere kontakt til lokalbefolkningen. Det kan virkelig anbefales. Gode råd gives meget gerne.

Gambia

My African project.

In the apartment you can see a lot of things from Africa, more specifically Gambia. Mostly wood carvings, but also sand paintings, just like I have tablecloths and napkins made in Gambia.

In the winter of 1910-11, North Jutland was buried in snow. We were completely locked up inside Engbjerg. Dot was upset that we could not get out, and at one point she said: we are going on vacation. But the traditional resorts were all sold out, so in the end we booked a trip to Gambia for 2 weeks. It was the start of a true adventure for both of us.

We fell for this lovely country. A great climate and incredibly sweet people. We stayed at a Danish owned hotel, Lemon Creek in Bijilo. Right on the beach, good rooms and a good restaurant.

We soon found out that Gambia is a very poor country. We visited schools and private homes and found that they had nothing. The homes were very small poorly built houses. Four walls and few worn-out furniture. No kitchen, no toilet, nothing. But people were happy, smiling and very hospitable and it was remarkable that there was no begging. The schools were like being sent back to 19th century London. No books, no aids, the teaching was mostly learning of strips. The "teachers" were in many cases uneducated, mostly women from the village who tried to teach the students the most basic things, arithmetic and English. There was a great spread in age, and the school had more the character of storage than teaching. We saw several cases of corporal punishment. To Dots' great regret. We later found out that beating the children is actually forbidden, but it is extremely common.

We agreed that we would like to help. We decided that what we could do was support some children with education. One of the first days we had met Barry, who was trying to establish himself as a tour guide (he actually succeeded). We asked him to find two witty girls (Dot thought it was the girls who needed help the most, which was also true), and that way we met big and small Fatou. Big Fatou was 14 years old and little Fatou was 7. Big Fatou disappeared from the system for family reasons, but I still support little Fatou, who wants to be a doctor, and she is not small now. In fact, I support another Fatou. Fatou is the most common girl name in Gambia, as it is common in most tribes for the oldest girl to be named Fatou

We got the girls moved to private schools, where the teaching was better after all, without being flashy. Over the next few years, this "project" took hold, and over the years we have supported approx. 15 children with education. I still see most of them and their families. One of them, Alice, became Dot's favorite. We met her by chance at a school when she was 16. She became our girl. Today she is my extended arm in Gambia. She makes sure to pay the schools and help the children with clothes and shoes, school bags and the like.

Alice is a Christian, very religious in a very African way. She trained as a cook and worked for a while at Lemon Creek, but she got a better paying job as a nanny for a Chinese family. She is very fond of children, and when Hoja, a girl in her congregation, was ostracized from her family, Alice took her home. She is now back with the family, but we are still paying for her schooling. At the same time, Alice has adopted a nephew. Alice's cousin died while the son was quite small. The father remarried, and Paul, as the son is called, was "left over" and just left to some family that could not actually afford to have him. Alice's father, who is beginning to have dementia, also lived there, so she had to find another place to live. She now has two small rooms where she lives with our "daughter", Mariama, aged 11. An abandoned child who came to Alice last year. The father is now in Senegal with one of Alice's sisters.


In 2018, we started working on an idea to build a house for her whole "family". Perhaps with room for more abandoned children, as there are some in Gambia. We were offered the piece of land Alice's father lived on for a reasonable price. The house that was on the plot collapsed during the rainy season because the plot is sloping. Unfortunately, Dot died a week after we acquired the land, but in 2021 we started building. It's going very slowly, but eventually it looks like a house, and Alice plans to move in in April 2024.


We are trying to get other sponsors for the project.

I still go to Gambia once or twice a year. I no longer live in a hotel, but rent a house in a village. It gives more freedom and more contact to the locals. It can really be recommended. Good advice is very much given.

Mein afrikanisches Projekt.

In der Wohnung gibt es viele Dinge aus Afrika, genauer gesagt aus Gambia. Meistens Holzschnitzereien, aber auch Sandmalereien, so wie ich Tischdecken und Servietten aus Gambia habe.

Im Winter 1910/11 wurde Nordjütland im Schnee begraben. Wir waren komplett in Engbjerg eingesperrt. Dot war verärgert, dass wir nicht raus konnten, und irgendwann sagte sie: Wir machen Urlaub. Aber die traditionellen Resorts waren alle ausverkauft, so dass wir am Ende eine Reise nach Gambia für 2 Wochen gebucht haben. Es war der Beginn eines wahren Abenteuers für uns beide.

Wir haben uns in dieses schöne Land verliebt. Ein tolles Klima und unglaublich süße Leute. Wir waren in einem dänischen Hotel, Lemon Creek in Bijilo. Direkt am Strand, gute Zimmer und ein gutes Restaurant.

Wir haben schnell herausgefunden, dass Gambia ein sehr armes Land ist. Wir besuchten Schulen und Privathäuser und stellten fest, dass sie nichts hatten. Die Häuser waren sehr kleine, schlecht gebaute Häuser. Vier Wände und wenige abgenutzte Möbel. Keine Küche, keine Toilette, nichts. Aber die Leute waren glücklich, lächelnd und sehr gastfreundlich und es war bemerkenswert, dass es kein Betteln gab. Die Schulen waren wie eine Rückkehr nach London im 19. Jahrhundert. Keine Bücher, keine Hilfsmittel, der Unterricht bestand aus Streifen. Die "Lehrer" waren in vielen Fällen ungebildet, hauptsächlich Frauen aus dem Dorf, die versuchten, den Schülern die grundlegendsten Dinge beizubringen, Rechnen und Englisch. Das Alter war sehr unterschiedlich, und die Schule hatte mehr den Charakter der Lagerung als des Unterrichts. Wir haben mehrere Fälle körperlicher Bestrafung gesehen. Zu Dots großem Bedauern. Wir fanden später heraus, dass das Schlagen der Kinder eigentlich verboten ist, aber es ist äußerst häufig.

Wir waren uns einig, dass wir helfen möchten. Wir beschlossen, einige Kinder mit Bildung zu unterstützen. An einem der ersten Tage hatten wir Barry getroffen, der versuchte, sich als Reiseleiter zu etablieren (es gelang ihm tatsächlich). Wir baten ihn, zwei witzige Mädchen zu finden (Dot dachte, es waren die Mädchen, die am meisten Hilfe brauchten, was auch wahr war), und auf diese Weise trafen wir große und kleine Fatou. Big Fatou war 14 Jahre alt und Little Fatou war 7. Big Fatou ist aus familiären Gründen aus dem System verschwunden, aber ich unterstütze immer noch die kleine Fatou, die Ärztin werden will, und sie ist jetzt nicht klein. Tatsächlich unterstütze ich ein anderes Fatou. Fatou ist der häufigste Mädchenname in Gambia, da es in den meisten Stämmen üblich ist, dass das älteste Mädchen Fatou heißt.

Wir haben die Mädchen in Privatschulen gebracht, wo der Unterricht doch besser war, ohne auffällig zu sein. In den nächsten Jahren hat sich dieses "Projekt" durchgesetzt, und im Laufe der Jahre haben wir rd. 15 Kinder mit Bildung unterstützt. Wir sehen immer noch die meisten von ihnen und ihre Familien. Eine von ihnen, Alice, wurde Dots Favorit. Wir haben sie zufällig in einer Schule getroffen, als sie 16 war. Sie wurde unser Mädchen. Heute ist sie mein verlängerter Arm in Gambia. Sie bezahlt die Schulen und hilft den Kindern mit Kleidung und Schuhen, Schultaschen und dergleichen.

Alice ist Christin, sehr religiös auf eine sehr afrikanische Art und Weise. Sie machte eine Ausbildung zur Köchin und arbeitete eine Zeit lang bei Lemon Creek, bekam aber einen besser bezahlten Job als Kindermädchen bei einer chinesischen Familie. Sie ist sehr kinderlieb und als Hoja, ein Mädchen aus ihrer Gemeinde, von ihrer Familie ausgeschlossen wurde, nahm Alice sie mit nach Hause. Mittlerweile ist sie wieder bei der Familie, aber wir finanzieren weiterhin ihre Schulausbildung. Gleichzeitig hat Alice einen Neffen adoptiert. Alices Cousine starb, als der Sohn noch ganz klein war. Der Vater heiratete erneut, und Paul, wie der Sohn genannt wird, blieb „übrig“ und wurde einfach einer Familie überlassen, die es sich eigentlich nicht leisten konnte, ihn zu haben. Dort lebte auch Alices Vater, der langsam an Demenz erkrankt, sodass sie sich eine andere Bleibe suchen musste. Sie hat jetzt zwei kleine Zimmer, in denen sie mit unserer „Tochter“ Mariama, 11 Jahre alt, lebt. Ein verlassenes Kind, das letztes Jahr zu Alice kam. Der Vater ist jetzt mit einer von Alices Schwestern im Senegal.


Im Jahr 2018 begannen wir mit der Arbeit an der Idee, ein Haus für ihre ganze „Familie“ zu bauen. Vielleicht mit Platz für mehr verlassene Kinder, wie es in Gambia einige gibt. Uns wurde das Stück Land, auf dem Alices Vater lebte, zu einem vernünftigen Preis angeboten. Das Haus, das auf dem Grundstück stand, ist während der Regenzeit eingestürzt, weil das Grundstück abschüssig ist. Leider starb Dot eine Woche nach dem Erwerb des Grundstücks, aber 2021 begannen wir mit dem Bau. Es geht sehr langsam voran, aber irgendwann sieht es aus wie ein Haus, und Alice plant, im April 2024 einzuziehen.


Wir versuchen andere Sponsoren für das Projekt zu gewinnen.

Ich gehe immer noch ein- oder zweimal im Jahr nach Gambia. Ich lebe nicht mehr in einem Hotel, sondern miete ein Haus in einem Dorf. Es gibt mehr Freiheit und mehr Kontakt zu den Einheimischen. Es kann wirklich empfohlen werden. Gute Ratschläge werden sehr gegeben.

Del siden